4 misforståelser om supervision, der afholder dig fra at blive bedre til dit job som erhvervspsykolog

Det her er dig:

  • Du arbejder i komplekse organisatoriske kontekster.
  • Du har fingrene i svære problemer uden entydige løsninger.
  • Din opgave er at understøtte strategi og forretningsresultater.
  • Du leder medarbejdere eller projekter.
  • Dine kunder og samarbejdspartnere har alle mulige forskellige baggrunde – ja, og er ret ligeglade med, at du er psykolog, så længe du løser dine opgaver og er en god samarbejdspartner.

Du kender det, fordi du er erhvervspsykolog. Du ved, at du skal navigere i alt det og skabe løsninger sammen med kunder og kolleger med en anden faglighed. Og du ved også, at du er nødt til løbende at blive bedre til dit job – ikke nødvendigvis at blive en bedre psykolog.

Supervision er værdiskabende – det er bare blevet usynligt!

For psykologer har supervision traditionelt været svaret på fagudvikling. Men når jeg taler med erhvervspsykologer om supervision, så siger de:

”Supervision?! En konsulentuddannelse er mere relevant for mig!”.
Eller: ”Min leder har en anden uddannelsesbaggrund og kan ikke se relevansen af supervision!”.
Eller de siger: ”Hvilke ’sager’ skal jeg tage op i supervision – jeg arbejder jo med projektledelse og forretningsudvikling?”.

For mange erhvervspsykologer er værdien af den gamle fagtradition blevet usynlig. Måske også for dig? Eller for din leder?

Men den har værdi, for hvis du nytænker formål og metoder, så gør supervision dig bedre til dit job.

Det kræver bare, at du gør op med fire fastlåsende misforståelser om supervision:

 

1. Det handler ikke om ”en klient”, men om din opgave

Din leder vil formentlig vide, hvordan det, du lærer i supervision, bidrager til de resultater, I skal skabe. Hun vil vide, hvordan du bliver en bedre organisationskonsulent, HR Partner eller projektleder som resultat af supervision.

Og så skal du jo svare – godt, helst.

Du skal svare med udgangspunkt i den opgave, som du er sat i verden for løse i organisationen. Du skal svare på, hvordan det styrker dine færdigheder i forhold til de mål, opgaver, krav og forventninger, som du møder i dit job.

Du skal altså skifte fokus fra klienten til opgaven og sætte de organisatoriske mål i fokus. Du ”behandler” ikke nogen. Du udvikler ledelse, organisationer og arbejdsmiljø.

Erhverspsykologens supervision handler om at skabe praktiske greb og svar på spørgsmål som fx:

  • Hvordan implementerer vi strategien? Og hvad er min rolle?
  • Hvordan kommer jeg godt fra start med projektet?
  • Hvordan styrker jeg samarbejdet omkring opgaveløsningen?

Og det kan den gode erhvervspsykologiske supervisor hjælpe med.

 

2. Erhvervspsykologen har ikke en professionel identitet – du skal skabe den løbende!

Når vi superviserer erhvervspsykologer i Organisation ApS., så møder vi ofte spørgsmålet: ”Hvad er det, jeg som psykolog kan bidrage med her?”

Når du ikke har monopol på dine ydelser. Og den branche eller virksomhed, som du arbejder i, har helt andre sprog og logikker end dem, du har med dig fra psykologiens verden – ja, så har du en løbende opgave i at skabe din professionelle identitet.

Måske kender du fornemmelsen af at miste grebet om dine kompetencer eller at blive udfordret på din etik? Eller måske bokser du med, om du overhovedet er landet på rette hylde?

Supervision er en oplagt kontekst, hvor du kan sætte fagidentitet og professionel udvikling på dagsordenen. Og hvor potentialet i at have en psykologuddannelse med dig, kan realiseres – både for dig og din virksomhed.

Du kan gå i dybden med, hvordan du forener psykologfaglighed og organisatorisk værdiskabelse i netop dit job. Du kan finde ud af, hvordan det er en styrke og ikke en trussel, at du har vovet dig ud i arbejdsområder, der ikke traditionelt er betrådt af psykologer.

 

Klik her for mere information om supervisionsgrupper for erhvervspsykologer

 

3. Spørgeteknikker er ikke nok: Du skal kunne navigere i organisatorisk kompleksitet!

Kompleksitet, uforudsigelighed, forandringshastighed…osv. osv. Dén sang kender du. Du synger sandsynligvis med i koret og mærker med garanti vibrationerne på din egen krop.

I dit job samarbejder du med mange aktører med forskellige roller, ansvar og interesser. Endda på samme tid! Du taler forskellige sprog: Forretningens, HRs og organisationens. Og du bevæger dig rundt mellem strategiske og operationelle positioner, hvor du både styrer projekter fremad og understøtter andre i at gøre sit job godt.

Ud over de klassiske grundtrin i supervision (vi kender ”det reflekterende team” og diverse interviewteknikker), skal supervision for erhvervspsykologen også indeholde ideer og praktiske greb til den del af dit arbejde, hvor du har brug for at styre, beslutte og skubbe på.

Vi har gode erfaringer med at hente modeller og tilgange med ind i supervisionen, der er født i andre fagtraditioner end psykologien, fx målstyring, strategiudvikling og projektledelse.

De psykologiske kompetencer skaber netop værdi i organisationen, når du bruger dem i dialog med andre tilgange og metoder. De kan sjældent stå alene i en kompleks organisatorisk suppedas.

 

Følg mig på LinkedIn

 

4. Supervision skal ikke lukkes inde, men lukkes ud i hverdagens praksis

Du skal lære noget. Blive bedre til dit job som erhvervspsykolog. Men bliver du det, hvis supervision foregår i et afsondret, lukket rum, langt fra hverdagens praksis? Får du omsat, det du lærer, til konkrete handlinger og resultater i praksis?

Det, der sker mellem supervisionen, er det vigtigste. Det vil sige, netop dér, hvor det, du lærer, skal praktiseres og genkendes af andre. Hvis den fulde effekt af et supervisionsforløb skal høstes, skal supervisionsrummet åbnes.

Hvad hvis din supervisor inviterer dig ind i et struktureret aktionslæringsforløb? Eller at hun superviserer dig i din egen praksis, mens du arbejder? Eller at vi inddrager din leder, samarbejdspartnere eller kunder aktivt i forløbet undervejs?

 

Skab dig rum for refleksion, læring og udvikling

Kort sagt: Ryd de fire misforståelser af vejen, så du får mulighed for at lære noget, udvikle dig professionelt og i sidste ende blive bedre til dit job.

Du skal skabe dig rum for refleksion, læring og udvikling. Og hvis du har brug for flere rum end dem, du selv kan skabe, så vil jeg gerne hjælpe dig!